Af Dorit Glintborg

Her På Øen

 

  • Det er en speciel situation. Og det er en situation, ingen af os har prøvet at stå i før.

Sådan lyder ordene fra skolechef i Morsø Kommune, Michael Dahlgaard.

 

Indtil videre er ingen skoler, uddannelsessituationer eller daginstitutioner på Mors lukket som følge af coronavirus, men Michael Dahlgaard understreger ordene ”indtil videre”.

 

  • Vi følger jo situationen time for time, ligesom mange andre også gør, og tingene ændrer sig jo lynhurtigt.

 

Skolechefen understreger vigtigheden af, at vi alle gør hvad vi kan for at bremse virussen i at sprede sig. Det vil sige følger de anbefalinger og øvrige instrukser, som regeringen og sundhedsmyndighederne løbende opdaterer danskerne med i jævnlige pressemøder på de landsdækkende tv-kanaler.

 

På spørgsmålet om, hvordan Michael Dahlgaard fornemmer holdånden til samfundssind på Mors, siger han:

 

  • Jeg har kun mødt en usædvanlig god fællesskabsfølelse. I fredags oplevede jeg en lokal gymnastikforening aflyse tre arrangementer, som giver den tabte billetindtægter på et par hundrede tusinde. Det må have været en svær beslutning at træffe, men hvor giver det bare et godt indtryk af, at her er et fællesskab, man godt vil passe på. Det tager jeg hatten af for.

 

At økonomien kommer i anden række, og sundheden i første, at enhver tænker på sine omgivelser fremfor kun sig selv er netop den adfærd og holdning, regeringen og sundhedsmyndighederne appellerer til befolkningen om at indtage.